KFL Fotografi

Betegnelse for lyslægning

Low Key:
Ved low key-belysning er der få, begrænsede lyskilder og derfor ligger store dele af motivet i mørke.
Der er mange dunkle områder og skygger. 

Det er hårdt lys. Ofte opleves low key-belysning som dramatisk, dyster eller forbundet med tung og trist stemning. 
Low key-belysning kan også virke spændende, uhyggelig og vække nysgerrighed. Der er mange mørke kroge, som kan gemme på hemmeligheder.

High Key:
Ved high key-belysning er alle dele af motivet jævnt oplyst.
Der er mange og/eller store lyskilder og svage eller ingen skygger. Det er blødt lys. 
Generelt opleves high key-belysning optimistisk og forbundet med positive følelser – let og lyst humør, glæde og overblik. 
I nogle tilfælde kan high key-belysning dog også få et motiv til at virke uinteressant og uden dybde. Vi kan se det hele, der er ingen mysterier at udforske.

Hårdt lys:

Ved hårdt lys er der en tydelig overgang mellem lys og skygge. Hårdt lys har stor kontrast. 
Det betyder, at der er stor forskel på de lyse og mørke områder. Det kan skabe en barsk stemning i billedet. 
Hårdt lys kommer typisk fra små lyskilder, fx spots. 
Det kan bl.a. bruges til at skabe dramatisk effekt i en mørk scene: en enkelt gadelygte ved en vej om natten eller en lommelygte i en mørk skov. 
Begge dele er små lyskilder.
Jo længere væk et motiv er fra en lyskilde, jo hårdere virker lyset. 
Derfor er solskin som hårdt lys, selvom lyskilden faktisk er stor. 
Hvis det er overskyet, bliver dagslys derimod blødt. 
Når sollyset bliver filtreret gennem skyer, bliver det mere diffust og blødere. 
Skyerne fungerer på samme måde som en reflektorskærm og spreder lyset.

Blødt lys:
Blødt lys er diffust (spredt), og der er en glidende overgang mellem lys og skygge.
Blødt lys har lille kontrast. Det betyder, at der kun er lille forskel på de lyse og mørke områder. 
Blødt lys kommer typisk fra store lyskilder, fx reflektorskærme, der er en slags store, lyse lærreder, som bruges i forbindelse med foto og filmoptagelser. 
Skærmene reflekterer og spreder lys fra flashen, så det bliver blødt.